De fleste kager laver jeg når vi bliver inviteret til aftensmad hos min søster, hendes mand og ungerne. Det er blevet en tradition at jeg medbringer desserten. Denne gang blev det kartoffelkager, fordi jeg har haft en sygelig trang til sådan en på det sidste! - og jeg tror altså ikke man kan få dem i Føtex længere...
Ja det blev nogle velvoksne kager! - og roserne er til ære for min søster der mente at det var på tide at jeg lærte at lave marcipanroser. Det her blev så første resultat. Det kræver vidst lidt mere træning inden de bliver perfekte...
Bundene er lyse lagkagebunde. Jeg havde lige nogen i fryseren som jeg skar ud. Opskriften er fra Kagemor som jeg ofte henter inspiration fra til min kagebagning.
Fyldet blev en vanillecreme ala Mette Blomsterberg, som jeg også har brugt til othellolagkage.
Ingredienser til vanillecreme:
5 dl. sødmælk
1 stk. vanillestang
70 g. sukker
40 g maizena
120 g æggeblomme (6 stk)
3-4 dl. piskefløde
Fremgangsmåde:
4 dl af sødmælken varmes op i en gryde. Skrab kornene ud af vanillestangen og bland det med lidt af sukkeret, så kornene skiller. Derefter blandes sukker, vanillesukker, maizena og den sidste deciliter mælk sammen, og blandingen piskes godt. Til sidst tilsættes æggeblommerne og der piskes igen godt. Når mælken koger, tilsættes vanille/æggeblandingen og cremen røres til den bliver dejlig tyk. Cremen dækkes med film og sættes på køl mindst et par timer. Når cremen er kold, blandes den med flødeskum. Smag til undervejs indtil den ønskede smag er fundet. Cremen må ikke blive for tynd.
Overtræksmarcipan:
Bland 300 gram ren rå marcipan med 150 gram flormelis og 35 gram glukosesirup. Det æltes sammen til en jævn masse og kan derefter rulles ud i lidt ekstra flormelis.
Opbygning:
Skær bundene ud i passende størrelser. Der skal bruges 2 bunde til hver kage. Put et godt lag vanillecreme på den ene af bundene og læg den anden ovenpå. Pres let. Derefter kommes et lag vanillecreme mere på, og ovenpå lægges et stykke tyndt udrullet marcipan. Marcipanen trykkes let fast på den nederste bund, så bunde og creme holdes fast. De sættes på køl i en times tid. Til sidst drysses der med kakaopulver og kagerne er klar til servering.
Uhm ser rigtig lækre ud. Det er også min favorit.
SvarSlet