tirsdag den 25. marts 2014

Kærnemælkshorn

Onde onde onde, voldsomt gode kærnemælkshorn! - men er du smør og margarineforskrækket, så kig hellere væk!


Jeg fik en sygelig lyst til kærnemælkshorn en dag, og så var der jo kun en ting at gøre..... - Frem med bagegrejet! Nåå ja, og så lige finde en opskrift. Heldigvis kunne jeg huske at have set mine store idoler lave det en dag på DR. Og ja, siger man smør, siger man også Brødene Price! Jeg ELSKER dem, og så er det sagt!

Ingredienser til ca. 30 stk.

Til dejen:
½ kg hvedemel
½ kg margarine
2 dl kærnemælk
50 g sukker

Til remonce:
200 gram smør
200 gram sukker
Finthakkede mandler
Marcipan

Til pensling og pynt:
Æg
Finthakkede mandler
Perlesukker

Fremgangsmåde:
Margarinen smuldres med mel og sukker. Kærnemælken tilsættes og dejen samles hurtigt. Dejen må helst ikke æltes for meget. Den sættes på køl i nogle timer, gerne natten over. Jeg lavede den midt om natten da jeg alligevel ikke kunne sove...
Dagen efter blandede jeg sukker, smør og lidt af de hakkede mandler sammen til en jævn remonce. Den kolde dej rulles ud og skæres i trekanter. På hver trekant lægges en lille kugle remonce og et stykke marcipan. Trekanterne rulles sammen til små horn og pensles med æg. De pyntes med hakkede mandler og perlesukker og bages ved 180 grader i ca. 20 minutter. De må ikke blive for mørke.


Mmmh, det er ren lykke!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar