mandag den 24. marts 2014

Pasta-reste-retter

Jeg forsøger at undgå madspild, og det resulterer ofte i nogle lidt spøjse retter som nogen gange smager bedre end andre! Den sidste måneds tid har vi fået to forskellige pasta-reste-retter, eller ruskomsnusk som det jo også kan kaldes (et ord som jeg ikke helt ved hvad jeg skal synes om!)



Min søster inspirerede mig til første ret, som blev lavet af grøntrester fra køleskabet. Rød peber, broccoli og porrer, som lige blev svitset lidt i en gryde.
Derefter tilføjede jeg en dåse hakkede tomater og en brik mornaysauce.

 

I mellemtiden havde jeg kogt pasta og hældt det i et ildfast fad sammen med skinke. Pastaen skal ikke være helt færdigkogt, da den færdigtilberedes i ovnen. Ovenpå hældes så grøntsags/sauce blandingen og retten toppes med revet ost. Derefter smides den hurtigt i ovnen til osten er gylden.




Den anden ret er lavet af resterne efter minipizzabagningen! Da jeg havde bagt minipizzaer havde jeg en smule tomatsauce tilbage, samt tomater, ananas, kylling og ost, og jeg synes det var forfærdeligt synd at det skulle gå til spilde. Derfor stegte jeg kyllingen i lidt allround krydderi på panden! Det klæder jo kylling SÅ godt! Jeg kogte pasta som efterfølgende blev vendt i tomatsaucen sammen med ananas og den stegte kylling. Det hele blev hældt i et ildfast fad og toppet med bøffelmozzarella og friske tomater og derefter smidt i ovnen til osten var smeltet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar